Favrskov bliver et nyt, ambitiøst nyhedsmedie rigere

Chefredaktør for Århus Stiftstidende Jan Schouby bliver ansvarlig for udrulningen af en ny mediesatsning i Favrskov og andre kommuner, som, han mener, vil komme til at styrke lokaldemokratiet og holde kommunens politikere på tæerne. 

Chefredaktør for Århus Stiftstidende Jan Schouby er overbevist om, at borgerne i Favrskov er villige til at betale for objektiv, uafhængig lokaljournalistik. Foto: Peter Leth-Larsen/Jysk Fynske Medier

Af Tobias Møller 

Snart vil et nyt medie se dagens lys i Favrskov. Jysk Fynske Medier annoncerede i sidste måned, at man med en pulje på 30 millioner kroner over de næste 2,5-3 år vil åbne nye lokale medier i flere østjyske kommuner og bydele i København. 

Det gør man, ifølge mediekoncernen selv, for at gå til kamp mod den uheldige tendens, at der over de sidste mange år er blevet længere og længere mellem journalisterne i disse områder. Det gælder i den grad også i Favrskov, som fra 2010 til 2020 gik fra at have tre dagbladsredaktioner og to ugeblade til en enkelt dagbladsmedarbejder og ét ugeblad. 

Chefredaktør for Århus Stiftstidende Jan Schouby bliver ansvarlig for udrulningen af projektet i de østjyske kommuner. Han kan endnu ikke sige med sikkerhed, hvor mange medarbejdere der vil komme til at arbejde i Favrskov Kommune, men der bliver i hvert fald tale om ”et par medarbejder”, lover han. 

De nye medarbejdere vil udelukkende skulle fokusere på dag-til-dag-nyhedsdækningen. Der bliver ikke noget krav om, at der skal fyldes en side i Aarhus Stiftstidende med mere eller mindre ligegyldige fyldhistorier, forklarer chefredaktøren. Der er med andre ord tid til at tage fat på de vigtigste historier i kommunen. 

”De skal bruge kræfterne på at lave den journalistik, der er den bedste, vigtigste og mest relevante for de mennesker, der bor i Favrskov uden at skulle tænke på at fylde ud med historier, om nogen der udstiller nede i Kvickly,” siger han 

Uafhængighed til kaffepriser 

Modellen bliver et digitalt nyhedsbrev, som bliver finansieret af betalende abonnenter. Han er overbevist om, at der, trods gratis annoncedrevede medier som Lokalavisen Favrskov og mindre, digitale medier som Byens Nyt og PingvinNyt.dk, vil være et marked for det, han kalder ”objektiv, uafhængig lokaljournalistik”. 

”Det, tror jeg, mange borgere i Favrskov rigtig gerne vil være med til at betale for. Vi snakker jo ikke om en formue. Om måneden kommer det til at koste det samme, som en kop to-go-kaffe koster inde i Aarhus,” siger han.  

Til forskel fra de annoncedrevede medier, der også har masser af ”bløde” historier om stort og småt i kommunen, bliver den nye satsning først og fremmest et forsøg på at lave klassisk journalistik, der ånder magthaverne i nakken, ifølge Jan Schouby. Han ser projektet, som en kerneopgave for Jysk Fynsk Medier. 

”Når vi i Jysk Fynske Medier praler med, at vi er sat i verden for at gøre noget godt for demokratiet og sammenhængskraften, så skylder vi også at gøre en ordentlig indsats for at være til stede i de kommuner her. Det kan vi med den her nye satsning, så det er enormt vigtigt,” siger han. 

Demokrati kræver journalister 

Ifølge chefredaktøren er det problematisk, at det efterhånden er nemmere at orientere sig om konflikter i de fjerneste afkroge af verden, end det er at følge med i byrådets daglige arbejde. 

”Du kan bare tænde for tv’et, så fortæller TV2 News dig om krisen i Kashmir-provinsen og smitteudviklingen i Tyskland. Men hvad der lige præcis sker i Favrskov, det kan være svært at finde ud af. Det kan i hvert fald være svært at få en journalistisk bearbejdning af det,” siger han. 

Ligesom byrådsmedlem Birgit Liin (V) og borgmester Nils Borring (S) gav udtryk for overfor Lyt til Favrskov for nylig, mener også Jan Schouby, at en stedmoderlig journalistisk behandling af kommunen kan være et seriøst demokratisk problem. 

Han mener ikke, at man kan overlade de vigtige politiske debatter til Facebook, hvor enhver kan fremsætte påstande uden at have dækning for dem. Der er brug for journalister, der kan trykteste politikernes udmeldinger og skelne skidt fra kanel i de rødglødende Facebook-fora. I værste fald kan fraværet af årvågne journalister føre til korruption, mener han. 

”Prøv lige at forestille dig, hvilken moral man skal have som byrådspolitiker for at afvise en person, der tilbyder millioner under bordet til gengæld for en tjeneste. Hvis der ikke er nogen risiko for at blive opdaget, fordi der ikke er medier til at holde øje med en, så kræver det virkelig en god moral,” siger Jan Schouby. 

Jysk Fynske Medier forventer, at det nye medie går i luften i løbet af de næste par måneder.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *