Vejerslev-Aidt-Thorsø Pensionistforening er et sted, hvor pensionister og efterlønsmodtagere kan mødes om sociale og kulturelle aktiviteter. Foreningen forsøger at nå ud til så mange som muligt, men det kan være en udfordring at få de ensomme ældre med. Under Corona-nedlukningen blev det tydeligt, at medlemmerne savnede det fællesskab, som foreningen tilbyder.

Af Anna Rothe Kristiansen

Det kan være svært at finde et fællesskab, når man er ældre og ikke længere er på arbejdsmarkedet. I Hammel kan de ældre mødes i Vejerslev-Aidt-Thorsø Pensionistforening – også kaldet V.A.T. Pensionistforening. Foreningen blev stiftet i 1943 og har cirka 400 medlemmer. Formand Johannes Molbech fortæller, at der er et godt fællesskab blandt foreningens medlemmer.

”Det er jo et mindre samfund, så alle kender på en eller anden måde hinanden. Der er faktisk et stort fællesskab. Det er jo lidt en hyggeforening på sin vis,” siger han.

V.A.T. Pensionistforening tilbyder flere forskellige aktiviteter, blandt andet koncerter, fester, sang, seniordans og ture ud af huset. En af foreningens medlemmer er Kirsten Knudsen. Hun har været medlem i 10 år og har siddet i bestyrelsen de sidste par år.

”Det giver noget fællesskab, og man har jo lige pludselig god tid til mange ting. Det er vigtigt at have nogle, man har det godt sammen med. Og nogle, man er på bølgelængde med,” siger hun.

Kirsten Knudsen har tidligere savnet et fællesskab for folk på hendes alder.

”Ja, det har jeg i og med, at jeg havde en dement mand, som ikke kunne være alene. Som jeg måtte have nogen til at passe, hvis jeg skulle noget. Så det begrænser det jo rigtig meget,” siger hun.

Tag naboen med

Selvom der er god tilslutning til pensionistforeningen, er der plads til flere medlemmer. Johannes Molbech mener, at det kan være svært at få de ensomme ældre med i foreningen.

”Der er faktisk mange tilbud til pensionister. Det synes jeg. Det, der er problemet, er, at få fat på de helt rigtige. Dem, der er ensomme. Det er jo et spørgsmål om at få dem med mange gange. Det kan være svært,” siger han.

”Der har været store tiltag inden for kommunen for at forsøge at få de såkaldte enlige og ensomme med. Det samarbejde arbejder de meget med. Også lige i øjeblikket. Det forsøger vi også på. I vores oplæg til det ene og det andet, der opfordrer vi til at tage naboen med,” siger Johannes Molbech.

Under Corona-nedlukningen har V.A.T. Pensionistforening været nødt til at flytte deres arrangementer. Her har de for alvor mærket, at foreningen har en vigtig betydning for de ældre.

”Den har faktisk en ret stor betydning. Det kan vi mærke, efter vi har haft lukket ned i et års tid. Vi har flyttet alle arrangementer. Og der kan man godt mærke, at der er efterspørgsel efter de arrangementer,” siger Johannes Molbech.

Landsbyen Sall nord for Hammel blev i 2018 kåret til årets landsby. Og med 11 foreninger og flere lokale ildsjæle er fællesskabet ikke til at tage fejl af. Men der er brug for nye kræfter, hvis de gode initiativer skal fortsætte, vurderer landsbyformand.

Af Anna Rothe Kristiansen

Fire kilometer nord for Hammel ligger landsbyen Sall. Med sine 229 indbyggere er det ikke nogen stor by, men det er sammenholdet i byen. Hele 11 foreninger, en friskole, friplejehjem og en børnehave er at finde i byen. Landsbyformand Anders Klitgaard peger på, at der i flere år har været nogle engagerede borgere, der har bidraget til fællesskabet i landsbyen.

”Der har været en stærk gruppe af personer. Sådan nogle ildsjæle, som virkelig har fået gang i fællesskabet her. Det går 15 år tilbage i tiden. Og de er ved at være oppe i årene, men man kan mærke, at det har smittet af på resten af landsbyen.”

Anders Klitgaard fortæller, at de også gør meget for at byde nye tilflyttere velkommen.

”Når der kommer nye til, gør vi dem opmærksom på, at der er nogle ting, som vi synes, de skal komme med til. Hvor det er frivilligt at være med. Vi har også haft nogle arrangementer, hvor det var gratis at komme med til fællesspisning for nye tilflyttere,” siger Anders.

Noget af det, de er gode til i Sall, er at søge fondsmidler til nye projekter som for eksempel renoveringer. I år 2018 blev Sall kåret til årets landsby.

”Det er vi sådan set stolte af. Vi søgte den også i 2017, hvor vi var lidt skuffede over, at vi ikke fik den. For vi havde lidt en fornemmelse af, at vi kunne noget særligt i forhold til, hvor mange ting, vi egentlig lykkes med,” siger Anders Klitgaard.

Et trygt sted for børnene

En af de beboere, der er glad for fællesskabet, er Tove Barkman Hvid. Hun flyttede til Sall for 15 år siden, fordi hun savnede mere luft. Tove mener, at det har været trygt for hendes børn at vokse op i en landsby.

”Der er en stor tryghed for børn i at vokse op et sted, hvor de ved, at nærmest ligegyldigt, hvor de ringer på, vil de blive vel modtaget.”

Det er Toves oplevelse, at fællesskabet i Sall bærer præg af, at folk gerne vil hinanden, og at man hjælper hinanden på kryds og tværs.

”Det er nok lidt nemmere at bede om hjælp et sted, hvor du kender alle og har kendt alle altid. Man kan trække på nogle veksler på en anden måde. Fordi der er en stor frivillighed og en naturlighed omkring det at gøre nogle ting sammen,” siger hun.

Generationsskifte i landsbyen

Selvom Sall i mange år har været en landsby med et stærkt fællesskab, bør man ikke hvile på laurbærrene. Anders Klitgaard mener, at det fortsat er vigtigt at engagere borgerne. Især de yngre beboere bør der være særligt fokus på.

”Der kommer til at ske et generationsskifte henover de næste par år, hvor vi er nødt til at sikre, at der er nogle til at tage det videre. Så folk ikke kører sur i det,” siger Anders.

Anders Klitgaard fortæller, at de lige nu er i en overvejelsesfase, hvor de skal beslutte, hvad det næste projekt skal være. Blandt andet er der tanker om at forbedre forsamlingshuset i landsbyen.

”Der skal laves nogle udearealer med legeplads og græs, så det bliver mere attraktivt at bruge de udvendige arealer ved forsamlingshuset. Så det bliver noget af det næste vi skal i gang med.”

Eriksminde i Hammel har i mange år lagt lokaler til en række af kommunens sociale indsatser. Men hvad bruges stedet egentlig til i disse år?  

Af Anna Rothe Kristiansen og Tobias Møller 

Selvom man har levet det meste af sit liv i den samme by og kender dens genveje og genkender dens ansigter, så vil der altid være steder, der undslår sig ens lokalkendskab. For 37-årige June Skjødt Jakobsen, der bor i Hammel, er Eriksminde i udkanten af byen sådan et sted.  

Hun er gået forbi husene med de røde mursten og hvide træplanker, siden hun var barn, og på afstand fulgt med i, hvordan stedet har skiftet funktion og beboere gennem årene. Da hun var barn husede Eriksminde voksne med forskellige handikap. 

”Det er forkert at kalde dem udviklingshæmmede,” siger hun eftertænksomt, ”for der er jo stadig nogle, der har mulighed for at udvikle sig.” 

Efter de handikappede beboere blev flyttet til Hadsten, blev husene en overgang brugt som boliger til indvandrere, og siden har der også boet unge mennesker, ifølge June Skjødt Jakobsen. 

Men hun har undret sig over, hvad Eriksminde bliver brugt til i dag. Det spørgsmål ville vi gerne finde svar på. Vi ringede derfor til Henriette Nielsen, der er en af to pædagoger, der arbejder på stedet. Her har hun arbejdet de sidste tre år. 

Den lille klynge af bygninger gør måske ikke meget væsen af sig, men den har i alle årene været en vigtig brik i Favrskov Kommunens sociale indsats. Det gælder også i dag, hvor Værestedet Eriksminde har hjemme på adressen. 

Sårbare i alle aldre 

Eriksminde er et af i alt tre væresteder i kommunen (de to andre ligger i Hinnerup og Ulstrup), hvor mennesker med psykisk sårbarhed tre dage om ugen kan mødes. 

Tilbuddet har egentlig eksisteret længe. Faktisk lige siden 1994, ifølge Henriette Nielsen. Men det er først for relativt nyligt at det rykkede ind på den nuværende adresse. Indtil da havde værestedet hjemme i en villa nede i byen. 

Det er et værested for psykisk sårbare mennesker, der kan komme og være sammen med andre, der har lignende udfordringer. Det kræver ingen visitation at være en del af værestedet. Man kan altså bare møde op uden forudgående aftale, fortæller Henriette Nielsen. Hun peger på, at det især er det sociale, der er i fokus. 

”Stedet er bygget på idéen om at værne om det sociale og relationelle mellem mennesker. Vi er ikke som sådan et aktivitetscenter, der kan tilbyde masser af aktiviteter og beskæftigelse. Det handler meget om det at være sammen og samtale,” siger hun.  

Ved at møde andre i samme situation er det håbet, at borgerne, der kommer på værestedet, kan hjælpe hinanden med livets udfordringer.  

”Måske taler man om, hvad der rører en. Det kan være i forhold til det at være sårbar. Det er meningen, at man kan sidde og dele erfaringer og give hinanden gode råd. Det betyder meget at tale med nogen, der har prøvet det samme som en selv,” siger Henriette Nielsen. 

Selvom værestedet er åbent for alle, er det ofte de samme borgere, der kommer der fast. Det er forskellige mennesker, der benytter tilbuddet, men mange er på førtidspension eller er blevet sygemeldt fra arbejdsmarkedet. Aldersmæssigt spænder det bredt. Der er folk fra 20-års-alderen og op til 73 år.  

Peers og samtalesaloner 

Et af de nyeste tiltag på Værestedet Eriksminde er de såkaldte peers. Det er medarbejdere, der selv har haft en psykisk sårbarhed og derfor kan hjælpe borgerne på en anden måde, end det uddannede personale.  

”De matcher borgerne med deres levede erfaringer. Jeg matcher dem med min faglighed. De kommer 1. april, hvor de får torsdag formiddag. Her vil der være nogle samtalesaloner, som borgeren kan deltage i, hvis han eller hun har lyst,” siger Henriette Nielsen. 

Det nye tiltag kommer også til at gælde de to andre væresteder i Hinnerup og Ulstrup.  

En hjælp mod ensomhed  

Henriette Nielsen fortæller, at de prøver at nå ud til borgerne via flyers og sociale indsatser.  

”Vi har også noget, der hedder social indsats i Hammel. De sender jo også borgere videre. Det er socialrådgivere, der sidder dernede. Så siger de måske, at der er mulighed for, at du kan komme i værestedet. Hvis der er nogle, der er ensomme og trænger til at møde nogle mennesker. Så bliver de sendt herop,” siger hun.  

Henriette Nielsen mener, at væresteder kan være en vigtig hjælp, når det kommer til at hjælpe folk ud af ensomhed. 

”Det kan jo bryde et menneskes ensomhed. Det kan hjælpe et menneske til at begå sig blandt andre. Ved at øve sig i at gøre det. Det kan også give et menneske noget hjælp, når du kan sparre med andre og spejle dig i andre, ” siger Henriette Nielsen. 

Borgere i Favrskov Kommune savner mere information om den planlagte motorvej mellem Aarhus og Viborg. Der mangler stadig at blive sat penge af til projektet, men måske er der udsigt til en igangsættelse af byggeriet ved de næste infrastrukturforhandlinger.

Af Anna Rothe Kristiansen

For snart 10 år siden vedtog Folketinget en plan om en ny motorvej på en del af rute 26 mellem Aarhus og Viborg. I 2014 blev linjeføringen fastlagt, men der er stadig ikke blevet vedtaget en anlægslov, der kan sætte gang i projektet. En af de borgere, der gerne vil vide mere om Viborgmotorvejen, er Helene Eriksen fra Favrskov Kommune.

”Det er ikke noget, vi hører om. I hvert fald ikke nogle af de steder, hvor jeg normalt orienterer mig. Det er lidt pudsigt, fordi det er et emne, som berører alle i Favrskov. Det er jo noget, der har været under opsejling i utroligt mange år,” siger hun.

For Helene Eriksen vil en motorvej betyde bedre mulighed for at søge arbejde og kortere transporttid.

”Udover at mit hus ville få en pæn værdistigning, ville det betyde, at jeg havde meget bedre mulighed for at søge arbejde inde i Aarhus. Så ville det betyde, at min transporttid ville blive væsentligt forkortet. Så det ville øge mulighederne for, hvor jeg kunne komme i job henne. Det ville naturligvis også øge mulighederne for tilflyttere. Det ville jo give et kæmpe boost til Favrskov og måske især Hammel, hvis rejsetiden bliver forkortet med en motorvej.”

Med det nuværende vejsystem, skal man køre igennem en del små byer, hvis man for eksempel skal fra Hammel til Aarhus. Det skaber meget tæt trafik og mere tid på vejene.

”Udover, at der selvfølgelig er en hastighedsbegrænsning på 80 kilometer i timen, så skal vi igennem en masse småbyer, hvor man skal ned i fart. Og så er det bare en tungt trafikeret vej. Jeg synes af og til, at jeg støder på nyheder om, at nu har der været et nyt uheld på Viborgvej på ruten mellem Århus og Hammel. Og det tyder jo også på, at den er presset,” siger Helene Eriksen.

Et forældreløst projekt

Anders G. Christensen (V) er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Byråd. Han mener, at den langsomme proces skyldes, at Viborgmotorvejen har været i konkurrence med andre projekter.

”Det er strandet på, at det har været i konkurrence med andre projekter. Så har man sagt, at nu laver vi motorvejen helt til Herning. Så vil det sikkert aflaste noget. Så det har været i konkurrence med andre infrastrukturprojekter, og det har politisk været lidt et forældreløst projekt sådan, at der ikke er nogen folketingspolitikere, som for alvor har haft Viborgmotorvejen som sin mærkesag,” siger han.

Favrskov Byråd har sammen med borgmestrene i Aarhus, Silkeborg og Viborg fremlagt et forslag om en alternativ vej. I stedet for en motorvej vil de bygge en firesporet motortrafikvej.

”Fordelene ved det projekt, vi har lavet, er, at det fastholder den linjeføring der er, det giver en hurtigere mobilitet plus, at det prismæssigt er billigere end det oprindelige projekt, som der blev lavet VVM på i 2013,” siger Anders G. Christensen.

Hvornår byggeriet af den nye motorvej kan begynde ved Anders G. Christensen ikke, da det afhænger af, om den bliver vedtaget til de næste infrastrukturforhandlinger. Men han håber, at det kan blive engang i 2024.

”Nu leger vi lige, at de får forhandlet her i foråret. At de i år får aftalt en infrastrukturinvestering, hvor der er sat penge af til Viborgvej. Det første, der skal laves, er en VVM. Lad os så antage, at de får igangsat den der VVM i 2022. Det tager formentlig et års tid at lave den. Så har de en færdig VVM i starten af 2023. Og hvis man også har afsat pengene til at lave motorvejen, så kan Folketinget lave det, der hedder en anlægslov i starten af 2023 og så frigive pengene (…). Så på en god dag vil man måske i foråret 2024 kunne begynde at bygge motorvejen.”