I Favrskov kæmpes der intenst og højlydt om byrådets gunst, når der skal uddeles midler til idrætslivet. Ifølge Mogens Lyngby fra Hammel GF er striden præget af god sportsånd, men hvad nytter det, når dommerens beslutninger ikke er til at gennemskue? Vi har snakket med flere af idrætslivets aktører om konkurrencen mellem klubberne, og hvorfor man ikke finder sammen om elitesporten.

Af Tobias Møller

Mogens Lyngby har ikke brug for megen betænkningstid, da jeg spørger, om han føler, at der er byer i Favrskov Kommune, der får uforholdsmæssigt meget støtte til deres foreningsliv. Formanden for Hammel GF svarer prompte:

”Ja,” siger han med den største selvfølgelighed i stemmen, ”herude føler vi, at der bliver givet flere midler i øst.”

Det vil nok komme bag på de færreste, der har fulgt med i diskussionerne gennem de sidste mange år, at Mogens Lyngby er af den opfattelse. Han har været en af de fremmeste repræsentanter for det synspunkt, at Hammel bliver overset, når der bliver uddelt midler til idrætten fra kommunens side.

Fra politisk side kan man ikke genkende den udlægning. På tværs af partiskel ser byrødderne det som god latin at have den demografiske udvikling for øje, når man skal vurdere, hvem der skal have tildelt nye idrætsfaciliteter. Det var synspunktet fra Venstres byrådsmedlem Anders G. Christensen, da Lyt til Favrskov snakkede med ham for nogle uger siden, og samme argument går igen hos formanden for kommunens Kultur- og Fritidsudvalg, Steen Thomasen (S).

”Vi laver banetryksanalyser, hvor vi ser på, hvilke faciliteter der er mest benyttede, og så anlægger vi selvfølgelig banerne dér, hvor der mangler. Det samme gør vi med vores haller. De områder, hvor haller og baner bliver anvendt rigtig meget, det er dér, man satser på at udvide kapaciteten,” siger Steen Thomasen.

Alligevel ser foreningernes højlydte kamp om midlerne her knap 15 år efter kommunesammenlægningen ikke ud til at dø ud lige foreløbig. Men selvom foreningslivet er et af de områder, hvor diskussionen er mest højlydt, kan området måske også være en del af løsningen.

For lille til elite

Ifølge arkivleder på Lokalhistorisk Arkiv for Hammel og Favrskov Poul Nørgaard Jensen har andre kommuner haft held med at skabe foreninger på tværs af gamle kommunegrænser for på den måde at styrke den nye kommunes identitet.

”Da man i tidernes morgen skulle have Farum Boldklub til at blomstre, der blev alle de små omegnsklubberne kaldt sammen. Der sagde Brixtofte, at vi skal have et fodboldhold i Farum Kommune, og det er det, vi prioriterer.”

I Favrskov har det indtil videre været småt med forsøgene på fusioner. Det vil nok heller ikke ske lige foreløbig, vurderer arkivlederen. Hans bedste bud er, at der vil gå en generation, før man vil se flere af den slags forsøg, da byfællesskaberne endnu står meget stærkt.  

Formanden i Kultur- og Fritidsudvalget, Steen Thomasen (S), er enig i, at sådanne fusioner har lange udsigter. Der er simpelthen for langt mellem byerne. Ikke nødvendigvis fysisk, men mentalt er afstanden for stor til, at den slags eksperimenter vil vinde indpas. Som eksempel nævner han et forsøg på samarbejde mellem to af de større fodboldklubber i Hinnerup-området, Søften GF Fodbold og HOG. Det blev aldrig en succes.

”Jeg tror, at klubberne var bange for at miste noget. Hvis man vil have et elitehold og placerer det i den ene by, hvor efterlader det så de andre byer i området?” spørger Steen Thomasen, der også understreger, at initiativet skal komme fra klubberne selv.

Lige netop frygten for at en sådan fusion vil efterlade en eller flere af de involverede foreninger som den tabende part, kan Mogens Lyngby nikke genkendende til. Kampen mellem foreningerne involveret i et sådant projekt, vil ikke blive mindre, mener han. Tværtimod.

”Jeg kunne lige se det for mig. ’Hvor skal vi spille hjemmekampene henne? Hvad farver skal vi spille i?’ Vi er allerede i gang,” siger han og lyder udmattet bare ved tanken. ”Hold kæft mand, jeg vil nødig være blandet ind i det.”

Et sted, der dog har taget springet, er Team Favrskov Håndbold. Her er fire håndboldklubber i Hinnerup-området gået sammen om at skabe et hold, og det har været en succes. Alligevel virker det ikke til, at klubbens eksempel har givet andre blod på tanden.

Formand for Favrskov Idrætssamvirke, der er et talerør for kommunens mange idrætsforeninger, Anne Meta Nielsen, oplever ikke, at det er noget, der bliver satset på. Elitesporten har trange kår i kommunen, fordi man er omgivet af andre mere attraktive destinationer for de unge lovende sportsfolk i kommunen, forklarer hun:

”Favrskov er en talentkommune, hvor man kan løfte talenterne til et vist niveau, og så ryger de altså bare over til nogle andre kommuner, som Randers, Viborg eller Aarhus.”

Kuren mod mistro

Hvis man vil gøre noget ved de evige kontroverser, er der dog også langt mere simple løsninger, mener Mogens Lyngby, der har været formand i Hammel GF siden 2011. Det handler om at gøre beslutningsprocessen, angående hvem der får hvad, langt mere gennemsigtig. Om at involvere foreningerne og give dem forklaringer på byrådets til- og fravalg.

”Hvorfor samler de os ikke og giver os noget information. Vi bliver aldrig informeret om noget. Og så er vi nogle sportsfolk, der råber op og skælder ud på dommeren. ’Hvad er nu det for noget? Det er snyd!’ Og så kommer den dårlige stemning, og alle føler sig snydt.”

Lyngby gør i løbet af vores samtale meget ud af at understrege, at han ikke oplever kontroverser imellem foreningerne. Man kæmper benhårdt om midlerne, og retorikken kan virke hård, men der ingen sure miner, når det sidste fløjt har lydt.

”Vi er sportsfolk. Hvis du har spillet en kamp, og du taber, så kan man jo sagtens drikke en øl sammen bagefter. Det er selvfølgelig arvefjender nogle af dem, og det er dem, man dårligst kan undvære,” siger Mogens Lyngby.

Anne Meta Nielsen fra Favrskov Idrætssamvirke er enig med Mogens Lyngby i, at kimen til uoverensstemmelserne ikke skal findes mellem foreningerne. Det er på det politiske plan, problemet opstår.

”Jeg vil antage, at politikerne gerne vil vælges i de områder, hvor de kommer fra, så derfor vil de gerne prioritere det. Der ser vi nogle gange nogle bevillinger, hvor man tænker ’okay, det var da lidt meget til et område.’”

Mogens Lyngby vil nødig pege fingre ad nogen. Det vil ikke ligefrem gøre det fremtidige samarbejde nemmere, som han siger. Men ligesom Anne Meta Nielsen har han gennem tiden været vidne til nogle påfaldende sammenfald mellem de byer, der bliver særligt godt belønnet, og politikernes lokale tilhørsforhold.

Den slags mistanker ville kunne undgås, hvis der var mere inddragelse fra politiske hold, mener Lyngby. Steen Thomasen mener ikke, at der har manglet inddragelse. Der holdes blandt andet møde om næste års budget for området, minder han om. Han er dog ikke afvisende over for, at Kultur- og Fritidsudvalget kan blive tydeligere i deres forklaringer.

”Vi kunne måske godt være endnu bedre til at kommunikere årsagerne til fordelingen. Altså sige, at hvis vi udlægger et stort boligområde her, så er det klart, at der på et tidspunkt vil komme et større pres på idrætsfaciliteterne.”

Mogens Lyngby køber ikke nødvendigvis den slags forklaringer, men han mener, at bedre kommunikation er en start. Og det skal helst være en kommunikation, der går begge veje.

”Bare det at der bliver lyttet, det gør faktisk meget. Og at man får en forklaring. Ellers føler man sig bare som et fjols. Der er mange i Hammel, der har den følelse. Hvis bare man blev lyttet til. Hold nu op, man kunne nå langt.”