Lokale butikker overser kørestolsbrugere

På Hovedgaden i Hammel er der trappetrin op til flere af butiksindgangene, og træder man indenfor er gangene i flere af butikkerne smalle, og pladsen er begrænset. Det gør det besværligt at komme rundt i en kørestol, og det er derfor stort set umuligt for kørestolsbrugere at shoppe lokalt.

Skrevet af Amalie Allerslev Eriksen og Anne Frøkjær Dreier

Sofies kæreste sidder i kørestol. Det faktum, at han er kørestolsbruger, gør det svært for ham at shoppe i butikker, gå til frisør og helt lavpraktisk leve et normalt liv i Hammel. Det undrer Sofie, at vilkårene ikke er bedre, når byen blandt andet har det store plejecenter Solhøj og Hammel Neurocenter.

“Jeg forstår ikke, at når man har så stort et klientel i byen, at der ikke er nemmere adgang til butikkerne for alle. Vi kører til Randers og Aarhus for at handle i stedet, selvom vi helst bare ville handle i lokalområdet,” siger Sofie.

Hvem bærer ansvaret?

Knud Ole Thykær er formand for Handicaprådet i Favrskov kommune, og han erklærer sig enig i, at der er en del problematikker indenfor handicapområdet heriblandt brugervenlige løsninger for folk i kørestol. Han siger følgende,

“Det er jo et krav, når man indretter veje, cykelstier og så videre, at det skal være handicapvenligt, men om du vil indrette din egen butik eller frisør, så det er brugervenligt for folk i kørestol, det tror jeg ikke, at der er specifik lovgivning om. Generelt skal man bare sikre, at folk kan komme ud og ind ad butikker, men det er en udfordring mange steder med kørestolsbrugere.”

Butikken BEL-FAM i Hovedgaden i Hammel har ramper og godt med plads inde i butikken, men udenfor butikken halter det. Trappeindgangen er et problem, som er svært for butiksejer Pia Them at finde en løsning på (Video: Anne Frøkjær Dreier)

Lettere adgang vil være alfa omega

Konsekvenserne af de begrænsninger, der er for de gangbesværede i kørestol, er, ifølge Sofie, at det påvirker hendes kærestes evne til at være selvhjulpen. Hun forklarer, at han kan være tvunget til blive udenfor butikken, imens hun enten tager et billede af en trøje eller får tilladelse til at gå hen til vinduet og vise trøjen til ham.

“Det ville gøre hele hans liv lettere, at han selv kunne gøre ting, tage initiativ og ikke altid skulle bede om hjælp. Hans selvværd og selvtillid ville stige. Det ville give ham en sejrsfølelse. Det ville simpelthen være alfa omega for ham i hans dagligdag,” siger Sofie.

Følelsen af at være unormal

Sofie mener dog, at fremvisning af tøjet udenfor butikken kan medføre, at kørestolsbrugere hurtigt kan komme til at føle sig til besvær og anderledes. Samme følelse kan opstå, hvis de skal smugles ind ad en bagindgang hos en frisør, hvilket Sofies kæreste ligeledes har prøvet et utal af gange. Hun tilføjer,

“Når man sidder i kørestol, så vil man gerne være så normal som overhovedet muligt, og man bliver jo ikke normal ved at blive smuglet ind ad en bagindgang.”

Sofie forklarer, at det ville gavne alle, hvis flere butikker havde ramper tilgængelige og eventuelt en klokke, man kan ringe på, hvis man gerne vil ind.

Sofie og hendes kæreste ønsker at være anonyme og er derfor ikke nævnt med fulde navne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *