Viborgvejs-mysteriet

En borger i lokalsamfundet i Fajstrup er forbavset over, hvordan det kan være, at et helt særligt hus på Viborgvej får lov at stå til.

Af Rebecca Plaetner og Rikke Kjær Poulsen  

Få hundrede meter fra det blå Fajstrup-skilt på Viborgvej står et energiforladt murstenshus lige ud til vejen. Det har været der siden 1927. Med mos på tagstenene og krakelerede, hvidmalede vinduer står det i dag og forfalder. Nok forsøger det ihærdigt at camouflere sig bag det voksende buskads, men dets stille eksistens har alligevel ført til undren.  

For hvad skal der egentlig til, for at landsbyen på omkring 50 huse i Favrskov Kommune kan slippe af med den sorte plet på skønheden? På opfordring af en borger bosat i området har vi sat os for at finde ud af det.  

Tilbage i 2020 søgte borgeren selv svar på sin undren og rettede derfor henvendelse til kommunen. Svaret var nedslående. Ejeren selv skal indgå en aftale med kommunen – frivilligt. Borgeren var slet ikke klar over, der var en ejer, eftersom huset har stået ubeboet i årevis. Derfor gik vi i gang med at finde frem til den ukendte ejer, og et svar på, hvad der mon venter det lille hus på Viborgvej i fremtiden.  

Generelt problem?  

Vi finder hurtigt frem til, at ejendommen, der for en periode var ejet af firmaet 100% Transport ApS, blev solgt til dets nuværende ejer i sommeren 2020 igennem Nybolig Tilst – Sabroe.  

Da vi undersøger nærmere, om det er en generel tendens i Favrskov Kommune, at visse huse står og forfalder, viser det sig i en rapport, udarbejdet af Michael Harboe Møller fra Boligøkonomisk Videncenter, at der i hele kommunen er 300 parcel- og stuehuse, der varigt står uden en helårsbeboer. Det kan lyde af mange, men svarer faktisk kun til 2% af alle kommunens boliger.  

Tallene skal dog ikke forstås sådan, at det er 300 forfaldne boliger, da der kan være forskel på, om de er forladte eller blot står tomme, men vedligeholdes, eller måske bruges som feriebolig. I andre kommuner er tallet helt op til en fjerdedel. Undersøgelsen er desuden baseret på årene 2015-2016, hvilket gør det nærliggende at se på, hvad der er sket på området sidenhen.  

Kommunen på sagen 

Igennem statens pulje for landsbyfornyelse kan kommunerne modtage støtte til f.eks. nedrivning af forfaldne huse. Disse midler har Favrskov Kommune modtaget, men i 2019 blev den statslige støtte skåret ned, med begrundelsen at Favrskov kommune ikke var den hårdest trængte på området. På et møde i Planudvalget 15. januar samme år, før midlerne blev beskåret, gav man grønt lys til nedrivning af hele 10 ejendomme, hvilket var usædvanligt mange, fortæller Erling Kvist Andersen, der er formand for Planudvalget.

Normalvis tager udvalget sig nemlig kun af disse sager 2-3 gange årligt. På trods af dette, kan Erling Kvist Andersen se nogle klare fordele i at komme af med de forfaldne bygninger. 

“Dét at få et meget grimt og nedslidt hus væk gør meget for landsbyernes image. Både for dem, der bor der, men også for eventuelt nye borgere, der kunne finde på at flytte dertil. Sådan ét hus kan jo skæmme temmelig meget,” forklarer han.  

Det er han ikke den eneste, der kan se fidusen i – også vores førnævnte borger mener, at det er kedeligt for området at have en ejendom, som med hendes egne ord mest af alt fremstår ruinøs. 

En ende på mysteriet 

Nu tilbage til huset på Viborgvej, der startede hele denne snak. Da vi kontakter den formodede ejer, svarer han hurtigt tilbage. Det er hans grund, men han kan ikke give et helt klart svar på, hvad der skal ske med den endnu. For borgeren, der tog kontakt, og resten af Fajstrup er der dog land i sigte. For selvom huset og de tilhørende 841 kvadratmeter har fået lov til at passe sig selv, så er overvejelserne i fuld gang.  

Som det ser ud nu gør ejeren sig følgende tre overvejelser om grundens fremtid:  

  1. Renovering af det allerede eksisterende hus.  
  2. Nedrivning af huset og efterfølgende salg af grunden.  
  3. Nedrivning af huset og nybyg.  

Hvad venter han så på, spørger den utålmodige borger måske? Svaret er enkelt – og en anelse velkendt. Som med så meget andet her i verden, er det et spørgsmål om økonomi. Uanset hvilken løsning, der vælges, kræver det en vis mængde investering af tid og penge, og derfor granskes mulighederne til ende før en endelig beslutning træffes. Ejeren selv var ikke klar over, at der fandtes en nedrivningspulje, før vi gjorde ham opmærksom på dette.  

Tidshorisonten på handling forbliver uvis, men det efterlader os alligevel ved vejs ende i Viborgvejs-mysteriet. Nedrivning er på tale, og i Favrskov Kommune har man arbejdet på at forskønne landsbyer og landområderne ved at støtte nedrivning af lignende skønhedsfejl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *