”Temaet i år, kan man sige, var nedlukning. Det handlede om at fortælle en historie om, at vi stadigvæk er her,” sådan lyder det fra Flemming Skovgaard Agerkvist, der er musiklærer og projektleder på nytårscampen på Favrskov Musikskole.

Af: Anne Frøkjær Dreier

Nytårscampen er et årligt arrangement, som under normale omstændigheder samler omkring 50 elever, der spiller på forskellige instrumenter og synger. I løbet af en weekend forbereder de sig til en koncert, som afholdes om søndagen. Også i år skulle arrangementet være afholdt fysisk, men da corona var på sit højeste og restriktionerne tilsvarende mange på daværende tidspunkt, var det ikke muligt. Der blev i stedet tænkt i alternativer og besluttet, at arrangementet skulle ende ud i en video. I videoen skulle eleverne synge hittet Jeg’ i live af Sanne Salomonsen og Thomas Helmig, dog i musikskolens egen version VI’ I LIVE med budskabet om, at de stadig er i gang på trods af nedlukningen.

Eleverne fik tilsendt en instruktionsvideo og optog derefter på bedste vis en optagelse af dem selv, der sang nummeret VI’ I LIVE. Optagelsen sendte de til Flemming Skovgaard Agerkvist, som derefter skulle få elevernes sang og lærernes instrumentspil til at hænge sammen. Om processen fortæller Flemming,

”Der er ikke to mennesker, der har spillet på samme tid. Alt er lag på lag. Det var der udfordringer ved. Den største var, at vi er vant til at instruere eleverne mere. Normalt kan vi bare gå hen og hjælpe ved at rette på deres fingre eller holdning eksempelvis. Vi ville også have haft en dirigent til at styre koret, men det kunne vi jo ikke her.”¨

Skulle Flemming pege på noget positivt ved årets anderledes afvikling, så ville det være, at han har kunnet sidde og nørkle med det, indtil han var tilfreds med videoen. Derudover tror han også på, at de medvirkende elever kan tage noget læring med fra det, og uddyber,

”De står normalt på scenen og leverer deres ting uden at kunne se sig selv. På den her måde prøver de at se og høre sig selv på en måde, de måske ikke er vant til. Det giver dem mulighed for at stille sig selv spørgsmålet, ’hvordan lyder jeg egentligt, når jeg står udefra og betragter det?’”

20-årige Lisa Schmidt Larsen har været elev på Favrskov Musikskole, siden hun som 8-årig blev inspireret af sin søsters medvirken i koret på skolen. Til daglig går hun på Paderup Gymnasium og har under corona været vant til at modtage onlineundervisning. Alligevel var det en speciel oplevelse, da hun skulle være forsanger på nummeret VI’ I LIVE til årets nytårscamp. Lisa forklarer,

”Det var en svær balancegang at få det til at lyde godt, samtidig med at man skulle stå rigtigt. Man måtte ikke stå og svinge helt vildt med armene, men man skulle heller ikke stå for stille. Og så var det angstprovokerende, fordi jeg var lead-sanger. Jeg er vant til at være solist, men lige pludselig at få kor på og få det indspillet på den måde… Det var lidt svært.”

På trods af den anderledes og mere besværlige afvikling har videoen fået en enorm positiv modtagelse af omverden. Også eleverne er stolte over og glade for at kunne vise, at der stadigvæk sker noget på skolen. Det er med til at holde gejsten oppe. Lisa uddyber,

”Det, at man er en del af noget større, er rart, fordi man går jo lidt i sin egen boble for tiden, og så er det fedt at blive bekræftet i, at der stadigvæk er et fællesskab.”

Hver tredje voksne dansker over seksten har, ifølge tal fra Danmarks Statistik i 2019, et frivilligt arbejde. Men hvad er drivkraften hos de frivillige, og hvad ligger til grund for, at danskerne giver deres arbejdskraft gratis væk i første omgang?

Af: Anne Frøkjær Dreier

Laura Auken, som er centerchef på Center for Frivilligt Socialt Arbejde, udtaler i artiklen Ny rapport: Frivilligheden trives i foreninger af Suzette Frovin, at der er tre motivations s’er, når det kommer til frivilligt arbejde. Det skal være sjovt, og der skal være en sag, man er sammen med nogle om. Hvis alle tre faktorer er til stede, så mener Laura Auken altså, at der er størst motivation hos danskerne til at lave frivilligt arbejde.

Marie-Cecilie Friis Broundal er daglig leder af FrivilligCenter Favrskov. Om frivilligt arbejde fortæller hun,

”Mange tror, at frivillighed handler om, at man er ude og gøre en forskel for andre, men faktisk gør man jo også en forskel for sig selv. I virkeligheden er det jo det meningsfulde, der driver os som mennesker. Man bliver glad af at hjælpe andre, og man bliver glad af de relationer, der opstår. Man skal ikke kimse af, hvor mange venskaber, der opstår i frivillige fællesskaber.”

Den måde at anskue frivillighed bakker Lars Skov Henriksen, der er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, op om. Han forklarer, at relativt få gør det udelukkende for andre, da frivillige også ofte selv får noget ud af det såsom fællesskab, relationer og en følelse af at gøre noget, der giver mening. Dog mener han, at mange frivillige går ud og siger, at de er frivillige, fordi de gerne vil gøre en forskel for andre, selvom det ofte ikke altid er den primære motivation. Han forklarer, 

”Mange frivillige anskuer dét at gøre en forskel som drivkraften, fordi det er den mest legitime måde at anskue det på i samfundet.”

Udover at være daglig leder i FrivilligCenter Favrskov, så er Marie-Cecilie Friis Broundal også frivillig i en skraldecafé og i sin søns fodboldklub, hvor hun har rollen som træner på holdet. Noget hun synes føles virkelig meningsfuldt, og fortæller,

”Det giver mening, at jeg giver andre end min egen søn mulighed for at gå til fodbold. På den måde kan jeg hjælpe andre børn, hvis forældre ikke har tiden og overskuddet til at lære deres børn at spille fodbold.”

En rolle Marie-Cecilies forældre også havde i hendes fritidsliv, da hun var barn. Hendes familie har altid været meget engagerede indenfor frivillighed, hvorfor hun også mener, at lysten til frivillighed hos hende selv er opstået. Det tog for alvor fart, da hun flyttede hjemmefra og er siden blevet en fast del af hendes liv.

Bjarne Ibsen, som er professor ved Center for forskning i Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet, fortæller, at de fleste ting, vi foretager os, er traditionsbestemte. Han uddyber,

”Mange frivillige vokser op med, at frivillighed er en vigtig ting i familien. Man har set værdien og vigtigheden af det, og derfor falder det meget naturligt for unge også at engagere sig i det, fordi de har oplevet det i deres opvækst.”

Han sammenligner det med æggejagt i påsken. En tradition der ofte har eksisteret i årtier i familien, som havde stor værdi for forældrene, da de var børn, og de viderefører derfor traditionen til deres egne børn.

De oplevelser, relationer og glæden ved at være frivillig tror og håber Marie-Cecilie også på at kunne give videre til sine børn.

På Hovedgaden i Hammel er der trappetrin op til flere af butiksindgangene, og træder man indenfor er gangene i flere af butikkerne smalle, og pladsen er begrænset. Det gør det besværligt at komme rundt i en kørestol, og det er derfor stort set umuligt for kørestolsbrugere at shoppe lokalt.

Skrevet af Amalie Allerslev Eriksen og Anne Frøkjær Dreier

Sofies kæreste sidder i kørestol. Det faktum, at han er kørestolsbruger, gør det svært for ham at shoppe i butikker, gå til frisør og helt lavpraktisk leve et normalt liv i Hammel. Det undrer Sofie, at vilkårene ikke er bedre, når byen blandt andet har det store plejecenter Solhøj og Hammel Neurocenter.

“Jeg forstår ikke, at når man har så stort et klientel i byen, at der ikke er nemmere adgang til butikkerne for alle. Vi kører til Randers og Aarhus for at handle i stedet, selvom vi helst bare ville handle i lokalområdet,” siger Sofie.

Hvem bærer ansvaret?

Knud Ole Thykær er formand for Handicaprådet i Favrskov kommune, og han erklærer sig enig i, at der er en del problematikker indenfor handicapområdet heriblandt brugervenlige løsninger for folk i kørestol. Han siger følgende,

“Det er jo et krav, når man indretter veje, cykelstier og så videre, at det skal være handicapvenligt, men om du vil indrette din egen butik eller frisør, så det er brugervenligt for folk i kørestol, det tror jeg ikke, at der er specifik lovgivning om. Generelt skal man bare sikre, at folk kan komme ud og ind ad butikker, men det er en udfordring mange steder med kørestolsbrugere.”

Lettere adgang vil være alfa omega

Konsekvenserne af de begrænsninger, der er for de gangbesværede i kørestol, er, ifølge Sofie, at det påvirker hendes kærestes evne til at være selvhjulpen. Hun forklarer, at han kan være tvunget til blive udenfor butikken, imens hun enten tager et billede af en trøje eller får tilladelse til at gå hen til vinduet og vise trøjen til ham.

“Det ville gøre hele hans liv lettere, at han selv kunne gøre ting, tage initiativ og ikke altid skulle bede om hjælp. Hans selvværd og selvtillid ville stige. Det ville give ham en sejrsfølelse. Det ville simpelthen være alfa omega for ham i hans dagligdag,” siger Sofie.

Følelsen af at være unormal

Sofie mener dog, at fremvisning af tøjet udenfor butikken kan medføre, at kørestolsbrugere hurtigt kan komme til at føle sig til besvær og anderledes. Samme følelse kan opstå, hvis de skal smugles ind ad en bagindgang hos en frisør, hvilket Sofies kæreste ligeledes har prøvet et utal af gange. Hun tilføjer,

“Når man sidder i kørestol, så vil man gerne være så normal som overhovedet muligt, og man bliver jo ikke normal ved at blive smuglet ind ad en bagindgang.”

Sofie forklarer, at det ville gavne alle, hvis flere butikker havde ramper tilgængelige og eventuelt en klokke, man kan ringe på, hvis man gerne vil ind.

Sofie og hendes kæreste ønsker at være anonyme og er derfor ikke nævnt med fulde navne.