Læser: Hvad er historien bag fattiggården i Søften?

For godt 130 år siden blev der opført en fattiggård i Søften. Her bor Kristiane Juul Makris i dag med sin familie. Hun henvendte sig til os for at høre historien bag den tidligere fattiggård 

Af Nicolai Jørgen Jørgensen og Emil Mortensen

På billedet ses bestyrer Niels Dalsgaard og hans kone Inger Marie. Familien drev fattiggården i Søften i årene 1897-1901. (Foto: Hinnerup Egnsarkiv)

Kristiane Juul Makris flyttede for et par år siden, sammen med sin familie ind i et hus midt i den østjyske by Søften, som hun er blevet fortalt, er en tidligere fattiggård. Hun henvendte sig til redaktionen på facebookgruppen “Du ved du er fra Søften”, nysgerrig på historien om fattiggården, og hvilken betydning, den har haft for byen. 

Opgav deres frihed for kost og logi 

Godt 100 år inden Kristiane Juul Makris flyttede ind på den nu nyrenoverede fattiggård i Søften, var livet på gården langt væk fra designerlamper og polerede trægulve. 

Fattiggården i Søften blev bygget i 1877 og husede lokalsamfundets svageste, som havde opgivet deres borgerlige rettigheder på bekostning af at få et dagligt måltid mad og et sted at sove. 

Deres daglige gøremål kunne bestå af alt fra arbejde på kornmarken til rengøring og madlavning i huset. Ud over det hårde daglige arbejde på gården, havde fattiglemmerne, som sagt, opgivet deres egen frihed. Det kommer til udtryk af erindringer fra husets protokol, som vi har fået udleveret af Hinnerup Egnsarkiv. I protokollen skriver den daværende forpagter i årene omkring 1877 følgende om en episode, der er opstået med en beboer på gården:

“Svensk Anders fik tilladelse til at gå til Grundlovsfesten og tog sig den frihed, at udeblive til den 6. Ved hans ankomst viste han sig uhøflig og nægtede at arbejde, for hvilket jeg indespærrede ham i 14 timer.”

Som fattiglem på gården skulle man indordne sig under de reglementer, forpagteren af gården havde. Gjorde man ikke dette, vankede der straf for sin ulydighed. Men noget tyder også på, at fattiglemmerne ikke altid var lige nemme at have kontrol over. I flere af beretningerne fra protokollen skriver forpagteren, at arbejderne ofte ikke kom tilbage til gården til aftalt tid, og at de tit var berusede, når de igen vendte tilbage. 

Brosten under gulvbrædderne 

Kristiane Juul Makris og hendes mand faldt for huset med de gamle bjælker og gesimsen udenfor, der skilte sig ud i forhold til mange 70’er villaer rundt om. 

I dag står kun hovedhuset tilbage. Bygningen, de fattige boede i, blev revet ned i 1934. (Foto: Kristiane Juul Makris)

Parret har foretaget en omfattende renovering af huset, hvor kun de gamle bjælker og ydermure står tilbage. I arbejdet med renoveringen viste der sig tydelige tegn på, at huset var af ældre dato.

“Vi har gravet gulve op, så man kunne se at der er brolagt underneden. Der er også brosten i hele vores indkørsel, ligesom i Aarhus gågade, “ siger Kristiane Juul Makris.

Ifølge Kristiane Juul Makris er hun ikke stødt på nogle tegn, der indikerede husets specifikke fortid som fattiggård. 

De gamle bjælker hænger stadig tilbage i det ny renoverede hus (Foto: Kristiane Juul Makris)
(Foto: Kristiane Juul Makris)

Fattiggårdene i Danmark

Den første fattiggård i Danmark blev bygget i det nordlige Slesvig i 1815, og den sidste fattiggård i Svendborg blev først taget ud af drift i 1974. I perioden på de godt 150 år, fungerede fattiggårdene som en arbejdsanstalt for dem, som ikke kunne forsørge sig selv. Ideen bag det var at rykke det stigende antal tiggere og fattige fra gaden og ud i arbejde. 

På fattiggården mistede man sine borgerlige rettigheder, såsom ejendomsret, stemmeret, værgeretten over ens børn, og retten til at gifte sig. Det var også meget normalt, at kvinder og mænd blev opdelt, så der ikke kom for mange personer på gårdene. Som betaling fik arbejderne på fattiggårdene i stedet mad hver dag, et sted at sove og tøj at gå i.

Fattiggården i Søften var en 186 m2 stor gård med jord og flere bygninger. Der var en stor samlingsstue, hvor alle skulle spise, 10 værelser og et badekar samt gruekedel til at varme vand i. (Foto: Hinnerup Egnsarkiv)

Flere af de samme love og regler gjaldt også på fattiggården i Søften. I 1871 flyttede svenske Johannes Johansson og Helena Magnusdotter ind på gården med deres to sønner. Den lille familie blev indsiddere, det vil sige, at de boede til leje i et værelse på gården. 

Ved ankomsten blev familiens sparsomme ejendele registeret i husets protokol: En gryde uden værdi, et stueur, en balje, et bord, en standkiste, 1 skab, 2 senge, 4 puder, 2 dyner, 2 dårlige frakker, 2 skjorter, 2 par benklæder, 2 par ubrugelige strømper, 2 undertrøjer, 1 halstørklæde og 2 hatte. Som 68-årig døde Johannes, slidt op af det hårde arbejde på gården.

Har du yderligere informationer om den tidligere fattiggård på Jupitervej 12, så er du meget velkommen til at kontakte redaktionen på mailen emmor@dmjx.dk.

Et rum for den sårbare samtale

Eriksminde i Hammel har i mange år lagt lokaler til en række af kommunens sociale indsatser. Men hvad bruges stedet egentlig til i disse år?  

Af Anna Rothe Kristiansen og Tobias Møller 

Eriksminde i udkanten af Hammel har haft mange forskellige beboere gennem årene. I dag er det ikke længere et bosted, men spiller alligevel en vigtig rolle i kommunens sociale indsatser. Foto: Midtjyllands Avis 

Selvom man har levet det meste af sit liv i den samme by og kender dens genveje og genkender dens ansigter, så vil der altid være steder, der undslår sig ens lokalkendskab. For 37-årige June Skjødt Jakobsen, der bor i Hammel, er Eriksminde i udkanten af byen sådan et sted.  

Hun er gået forbi husene med de røde mursten og hvide træplanker, siden hun var barn, og på afstand fulgt med i, hvordan stedet har skiftet funktion og beboere gennem årene. Da hun var barn husede Eriksminde voksne med forskellige handikap. 

”Det er forkert at kalde dem udviklingshæmmede,” siger hun eftertænksomt, ”for der er jo stadig nogle, der har mulighed for at udvikle sig.” 

Efter de handikappede beboere blev flyttet til Hadsten, blev husene en overgang brugt som boliger til indvandrere, og siden har der også boet unge mennesker, ifølge June Skjødt Jakobsen. 

Men hun har undret sig over, hvad Eriksminde bliver brugt til i dag. Det spørgsmål ville vi gerne finde svar på. Vi ringede derfor til Henriette Nielsen, der er en af to pædagoger, der arbejder på stedet. Her har hun arbejdet de sidste tre år. 

Den lille klynge af bygninger gør måske ikke meget væsen af sig, men den har i alle årene været en vigtig brik i Favrskov Kommunens sociale indsats. Det gælder også i dag, hvor Værestedet Eriksminde har hjemme på adressen. 

Sårbare i alle aldre 

Eriksminde er et af i alt tre væresteder i kommunen (de to andre ligger i Hinnerup og Ulstrup), hvor mennesker med psykisk sårbarhed tre dage om ugen kan mødes. 

Tilbuddet har egentlig eksisteret længe. Faktisk lige siden 1994, ifølge Henriette Nielsen. Men det er først for relativt nyligt at det rykkede ind på den nuværende adresse. Indtil da havde værestedet hjemme i en villa nede i byen. 

Det er et værested for psykisk sårbare mennesker, der kan komme og være sammen med andre, der har lignende udfordringer. Det kræver ingen visitation at være en del af værestedet. Man kan altså bare møde op uden forudgående aftale, fortæller Henriette Nielsen. Hun peger på, at det især er det sociale, der er i fokus. 

”Stedet er bygget på idéen om at værne om det sociale og relationelle mellem mennesker. Vi er ikke som sådan et aktivitetscenter, der kan tilbyde masser af aktiviteter og beskæftigelse. Det handler meget om det at være sammen og samtale,” siger hun.  

Ved at møde andre i samme situation er det håbet, at borgerne, der kommer på værestedet, kan hjælpe hinanden med livets udfordringer.  

”Måske taler man om, hvad der rører en. Det kan være i forhold til det at være sårbar. Det er meningen, at man kan sidde og dele erfaringer og give hinanden gode råd. Det betyder meget at tale med nogen, der har prøvet det samme som en selv,” siger Henriette Nielsen. 

Selvom værestedet er åbent for alle, er det ofte de samme borgere, der kommer der fast. Det er forskellige mennesker, der benytter tilbuddet, men mange er på førtidspension eller er blevet sygemeldt fra arbejdsmarkedet. Aldersmæssigt spænder det bredt. Der er folk fra 20-års-alderen og op til 73 år.  

Peers og samtalesaloner 

Et af de nyeste tiltag på Værestedet Eriksminde er de såkaldte peers. Det er medarbejdere, der selv har haft en psykisk sårbarhed og derfor kan hjælpe borgerne på en anden måde, end det uddannede personale.  

”De matcher borgerne med deres levede erfaringer. Jeg matcher dem med min faglighed. De kommer 1. april, hvor de får torsdag formiddag. Her vil der være nogle samtalesaloner, som borgeren kan deltage i, hvis han eller hun har lyst,” siger Henriette Nielsen. 

Det nye tiltag kommer også til at gælde de to andre væresteder i Hinnerup og Ulstrup.  

En hjælp mod ensomhed  

Henriette Nielsen fortæller, at de prøver at nå ud til borgerne via flyers og sociale indsatser.  

”Vi har også noget, der hedder social indsats i Hammel. De sender jo også borgere videre. Det er socialrådgivere, der sidder dernede. Så siger de måske, at der er mulighed for, at du kan komme i værestedet. Hvis der er nogle, der er ensomme og trænger til at møde nogle mennesker. Så bliver de sendt herop,” siger hun.  

Henriette Nielsen mener, at væresteder kan være en vigtig hjælp, når det kommer til at hjælpe folk ud af ensomhed. 

”Det kan jo bryde et menneskes ensomhed. Det kan hjælpe et menneske til at begå sig blandt andre. Ved at øve sig i at gøre det. Det kan også give et menneske noget hjælp, når du kan sparre med andre og spejle dig i andre, ” siger Henriette Nielsen. 

Stadig ingen klar aftale om Viborgmotorvej

Borgere i Favrskov Kommune savner mere information om den planlagte motorvej mellem Aarhus og Viborg. Der mangler stadig at blive sat penge af til projektet, men måske er der udsigt til en igangsættelse af byggeriet ved de næste infrastrukturforhandlinger.

Af Anna Rothe Kristiansen

For snart 10 år siden vedtog Folketinget en plan om en ny motorvej på en del af rute 26 mellem Aarhus og Viborg. I 2014 blev linjeføringen fastlagt, men der er stadig ikke blevet vedtaget en anlægslov, der kan sætte gang i projektet. En af de borgere, der gerne vil vide mere om Viborgmotorvejen, er Helene Eriksen fra Favrskov Kommune.

”Det er ikke noget, vi hører om. I hvert fald ikke nogle af de steder, hvor jeg normalt orienterer mig. Det er lidt pudsigt, fordi det er et emne, som berører alle i Favrskov. Det er jo noget, der har været under opsejling i utroligt mange år,” siger hun.

For Helene Eriksen vil en motorvej betyde bedre mulighed for at søge arbejde og kortere transporttid.

”Udover at mit hus ville få en pæn værdistigning, ville det betyde, at jeg havde meget bedre mulighed for at søge arbejde inde i Aarhus. Så ville det betyde, at min transporttid ville blive væsentligt forkortet. Så det ville øge mulighederne for, hvor jeg kunne komme i job henne. Det ville naturligvis også øge mulighederne for tilflyttere. Det ville jo give et kæmpe boost til Favrskov og måske især Hammel, hvis rejsetiden bliver forkortet med en motorvej.”

Med det nuværende vejsystem, skal man køre igennem en del små byer, hvis man for eksempel skal fra Hammel til Aarhus. Det skaber meget tæt trafik og mere tid på vejene.

”Udover, at der selvfølgelig er en hastighedsbegrænsning på 80 kilometer i timen, så skal vi igennem en masse småbyer, hvor man skal ned i fart. Og så er det bare en tungt trafikeret vej. Jeg synes af og til, at jeg støder på nyheder om, at nu har der været et nyt uheld på Viborgvej på ruten mellem Århus og Hammel. Og det tyder jo også på, at den er presset,” siger Helene Eriksen.

Et forældreløst projekt

Anders G. Christensen (V) er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Byråd. Han mener, at den langsomme proces skyldes, at Viborgmotorvejen har været i konkurrence med andre projekter.

”Det er strandet på, at det har været i konkurrence med andre projekter. Så har man sagt, at nu laver vi motorvejen helt til Herning. Så vil det sikkert aflaste noget. Så det har været i konkurrence med andre infrastrukturprojekter, og det har politisk været lidt et forældreløst projekt sådan, at der ikke er nogen folketingspolitikere, som for alvor har haft Viborgmotorvejen som sin mærkesag,” siger han.

Favrskov Byråd har sammen med borgmestrene i Aarhus, Silkeborg og Viborg fremlagt et forslag om en alternativ vej. I stedet for en motorvej vil de bygge en firesporet motortrafikvej.

”Fordelene ved det projekt, vi har lavet, er, at det fastholder den linjeføring der er, det giver en hurtigere mobilitet plus, at det prismæssigt er billigere end det oprindelige projekt, som der blev lavet VVM på i 2013,” siger Anders G. Christensen.

Hvornår byggeriet af den nye motorvej kan begynde ved Anders G. Christensen ikke, da det afhænger af, om den bliver vedtaget til de næste infrastrukturforhandlinger. Men han håber, at det kan blive engang i 2024.

”Nu leger vi lige, at de får forhandlet her i foråret. At de i år får aftalt en infrastrukturinvestering, hvor der er sat penge af til Viborgvej. Det første, der skal laves, er en VVM. Lad os så antage, at de får igangsat den der VVM i 2022. Det tager formentlig et års tid at lave den. Så har de en færdig VVM i starten af 2023. Og hvis man også har afsat pengene til at lave motorvejen, så kan Folketinget lave det, der hedder en anlægslov i starten af 2023 og så frigive pengene (…). Så på en god dag vil man måske i foråret 2024 kunne begynde at bygge motorvejen.”

Kan nyt kommunalt forsøg give Favrskov bedre erfaringer på børneområdet?

Tre danske kommuner har netop medvirket i en forsøgsordning, der fritager dem fra en række love på børneområdet. Ideen er, at socialrådgiverne skal have mindre fokus på administration og mere på den enkelte familie 

Af Emil Mortensen & Nicolai Jørgen Jørgensen

Foto: Eric Ward

En gruppe af Favrskov Kommunes borgere, har længe kritiseret sagsbehandlingen på børneområdet i kommunen.  

I Facebookgruppen “Favrskov Børns Rettigheder”, rettede flere henvendelse til os, da vi spurgte hvilke emner, de mente der burde sættes fokus på. Flere brugere pegede på deres egen sagsbehandling, som de mener har været utilfredsstillende. Kritikken lød på, at sagsbehandlingen ofte tog alt for lang tid, og at løsningerne ikke var i familiernes og børnenes bedste.  

Formålet med denne artikel er ikke at gå ind i de enkelte sager, men at belyse en alternativ måde kommunen kan drive deres sagsbehandling på. En af de løsninger vi fandt, er et frikommuneforsøg på børneområdet.  
 
Færre paragraffer og bedre kontakt 

Ikast-Brande, Gladsaxe og Guldborgsund Kommune har alle medvirket i et frikommuneforsøg, hvor kommunerne er blevet fritaget fra en række paragraffer i serviceloven. Ideen bag forsøget er, at frigive socialrådgiveren fra mere af det administrative arbejde, og i stedet øge fokus på hvad den enkelte familie har brug for, nu og her.  

Det kan i nogle tilfælde spare kommunerne, for at skulle udføre en omfattende børneundersøgelse af barnets behov, og ikke at skulle have børnesamtaler på bestemte tidspunkter i et sagsforløb. 

Hos det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE, har man udarbejdet en slutevaluering, der udkom i januar 2021. Senioranalytiker hos VIVE Martin Williams Strandby har været med til at udarbejde rapporten. Rapporten viser, at det faktisk kan lykkedes, at ændre på tilgangen til sagsbehandlingen i kommunerne, hvis man frigør socialrådgiverne fra udvalgte paragraffer, og samtidig arbejder fokuseret med ledelse, kompetenceudvikling og kulturforandring. 

“Der sker noget for rådgivernes arbejdstid, de bruger meget mindre tid bag skrivebordet, på paragraffer og på administration, og er i stedet i tættere og hyppigere kontakt med familierne. De får sat hurtigere og bedre ind,” siger Martin Williams Strandby.  
 

Frygten for en Tønder-sag 

En af kritikpunkterne af den nye ordning er, at man ved at frigive kommunerne fra dele af lovgivningen, kan komme til at overse store svigt hos nogle familier.  

Skandalesager som eksempelvis Tønder-sagen, hvor kommunen har svigtet, har været med til at skabe en nulfejlskultur, som betyder at kommunen vender hver en sten, for ikke at overse noget. Ifølge Martin Williams Strandby er problemet med den såkaldte nulfejlskultur, at undersøgelserne af familierne ofte tager tre-fire måneder, selvom en hurtig og fokuseret indsats kunne gøre en stor forskel. Det kan gå ud over andre familier, hvor børn mistrives. 

“Paradoksalt nok, betyder det altså, at nogle af dem, som kunne have fået en afgrænset hjælp, kommer til at sidde og vente i meget længere tid, end de har behov for,” siger Martin Williams Strandby. 

Ifølge Martin Williams Strandby kan VIVEs evaluering ikke med sikkerhed fortælle, hvorvidt den kommunale frigørelse kan give flere store svigt fra kommunens side. Indtrykket er dog, at det ikke har skabt problemer, da man stadig iværksætter omfattende børnefaglige undersøgelser i de grove sager, eksempelvis ved mistanke om overgreb.  

Motiverede fagledere 

I arbejdet som frikommune er et af de væsentligste punkter, at de faglige ledere har motivation for at ændre på tingene. I VIVEs evaluering er det blevet tydeligt, at det ikke er kommunaldirektører eller andre medarbejdere højt oppe i systemet, der har de bedste forudsætninger for at forbedre socialrådgivernes arbejde. I stedet peges der på, at dem som kan skubbe på udviklingen, er de fagledere der har direkte indsigt i socialrådgivernes arbejde.  

Hos Ikast-Brande Kommune, der har medvirket i frikommuneforsøget, tror man også på, at ledelsen er vigtig for at kunne skifte tilgangen til sagsbehandlingen. Lena Munk Troldborg er afdelingsleder i Familierådgivningen i Ikast-Brande Kommune. Hun mener, at det kan være svært at pege på hvad der fungerer, når man selv står midt i det. Hun har dog et bud på hvad det handler om. 

“Det handler om medarbejdernes opbakning og velvilje. Det handler jo også om samspil mellem ledelse og medarbejdere. At have en visionær tilgang, der handler om hvad vi ideelt set gerne vil opnå,” siger Lena Munk Troldborg.  

Ifølge afdelingslederen er det samtidig også vigtigt, at kommunen tør at være modig, når en ny ordnings implementeres. Noget som kan være svært, hvis man er en kommune som Tønder, der har et mærkat hængende mange år efter. 

Yderligere interesseret i VIVEs evaluering af frikommuneforsøget “Fra dokumentation til relation? 
Se nedenstående webinar, hvor folkene bag evalueringen gennemgår resultaterne.

Hvis du selv har erfaringer med frikommuneforsøget, er vi meget interesseret i at høre fra dig. Henvendelse til redaktionen forgår på mail: nijojo@dmjx.dk 

Viborgvejs-mysteriet

En borger i lokalsamfundet i Fajstrup er forbavset over, hvordan det kan være, at et helt særligt hus på Viborgvej får lov at stå til.

Af Rebecca Plaetner og Rikke Kjær Poulsen  

Få hundrede meter fra det blå Fajstrup-skilt på Viborgvej står et energiforladt murstenshus lige ud til vejen. Det har været der siden 1927. Med mos på tagstenene og krakelerede, hvidmalede vinduer står det i dag og forfalder. Nok forsøger det ihærdigt at camouflere sig bag det voksende buskads, men dets stille eksistens har alligevel ført til undren.  

For hvad skal der egentlig til, for at landsbyen på omkring 50 huse i Favrskov Kommune kan slippe af med den sorte plet på skønheden? På opfordring af en borger bosat i området har vi sat os for at finde ud af det.  

Tilbage i 2020 søgte borgeren selv svar på sin undren og rettede derfor henvendelse til kommunen. Svaret var nedslående. Ejeren selv skal indgå en aftale med kommunen – frivilligt. Borgeren var slet ikke klar over, der var en ejer, eftersom huset har stået ubeboet i årevis. Derfor gik vi i gang med at finde frem til den ukendte ejer, og et svar på, hvad der mon venter det lille hus på Viborgvej i fremtiden.  

Generelt problem?  

Vi finder hurtigt frem til, at ejendommen, der for en periode var ejet af firmaet 100% Transport ApS, blev solgt til dets nuværende ejer i sommeren 2020 igennem Nybolig Tilst – Sabroe.  

Da vi undersøger nærmere, om det er en generel tendens i Favrskov Kommune, at visse huse står og forfalder, viser det sig i en rapport, udarbejdet af Michael Harboe Møller fra Boligøkonomisk Videncenter, at der i hele kommunen er 300 parcel- og stuehuse, der varigt står uden en helårsbeboer. Det kan lyde af mange, men svarer faktisk kun til 2% af alle kommunens boliger.  

Tallene skal dog ikke forstås sådan, at det er 300 forfaldne boliger, da der kan være forskel på, om de er forladte eller blot står tomme, men vedligeholdes, eller måske bruges som feriebolig. I andre kommuner er tallet helt op til en fjerdedel. Undersøgelsen er desuden baseret på årene 2015-2016, hvilket gør det nærliggende at se på, hvad der er sket på området sidenhen.  

Kommunen på sagen 

Igennem statens pulje for landsbyfornyelse kan kommunerne modtage støtte til f.eks. nedrivning af forfaldne huse. Disse midler har Favrskov Kommune modtaget, men i 2019 blev den statslige støtte skåret ned, med begrundelsen at Favrskov kommune ikke var den hårdest trængte på området. På et møde i Planudvalget 15. januar samme år, før midlerne blev beskåret, gav man grønt lys til nedrivning af hele 10 ejendomme, hvilket var usædvanligt mange, fortæller Erling Kvist Andersen, der er formand for Planudvalget.

Normalvis tager udvalget sig nemlig kun af disse sager 2-3 gange årligt. På trods af dette, kan Erling Kvist Andersen se nogle klare fordele i at komme af med de forfaldne bygninger. 

“Dét at få et meget grimt og nedslidt hus væk gør meget for landsbyernes image. Både for dem, der bor der, men også for eventuelt nye borgere, der kunne finde på at flytte dertil. Sådan ét hus kan jo skæmme temmelig meget,” forklarer han.  

Det er han ikke den eneste, der kan se fidusen i – også vores førnævnte borger mener, at det er kedeligt for området at have en ejendom, som med hendes egne ord mest af alt fremstår ruinøs. 

En ende på mysteriet 

Nu tilbage til huset på Viborgvej, der startede hele denne snak. Da vi kontakter den formodede ejer, svarer han hurtigt tilbage. Det er hans grund, men han kan ikke give et helt klart svar på, hvad der skal ske med den endnu. For borgeren, der tog kontakt, og resten af Fajstrup er der dog land i sigte. For selvom huset og de tilhørende 841 kvadratmeter har fået lov til at passe sig selv, så er overvejelserne i fuld gang.  

Som det ser ud nu gør ejeren sig følgende tre overvejelser om grundens fremtid:  

  1. Renovering af det allerede eksisterende hus.  
  2. Nedrivning af huset og efterfølgende salg af grunden.  
  3. Nedrivning af huset og nybyg.  

Hvad venter han så på, spørger den utålmodige borger måske? Svaret er enkelt – og en anelse velkendt. Som med så meget andet her i verden, er det et spørgsmål om økonomi. Uanset hvilken løsning, der vælges, kræver det en vis mængde investering af tid og penge, og derfor granskes mulighederne til ende før en endelig beslutning træffes. Ejeren selv var ikke klar over, at der fandtes en nedrivningspulje, før vi gjorde ham opmærksom på dette.  

Tidshorisonten på handling forbliver uvis, men det efterlader os alligevel ved vejs ende i Viborgvejs-mysteriet. Nedrivning er på tale, og i Favrskov Kommune har man arbejdet på at forskønne landsbyer og landområderne ved at støtte nedrivning af lignende skønhedsfejl.

Lokale butikker overser kørestolsbrugere

På Hovedgaden i Hammel er der trappetrin op til flere af butiksindgangene, og træder man indenfor er gangene i flere af butikkerne smalle, og pladsen er begrænset. Det gør det besværligt at komme rundt i en kørestol, og det er derfor stort set umuligt for kørestolsbrugere at shoppe lokalt.

Skrevet af Amalie Allerslev Eriksen og Anne Frøkjær Dreier

Sofies kæreste sidder i kørestol. Det faktum, at han er kørestolsbruger, gør det svært for ham at shoppe i butikker, gå til frisør og helt lavpraktisk leve et normalt liv i Hammel. Det undrer Sofie, at vilkårene ikke er bedre, når byen blandt andet har det store plejecenter Solhøj og Hammel Neurocenter.

“Jeg forstår ikke, at når man har så stort et klientel i byen, at der ikke er nemmere adgang til butikkerne for alle. Vi kører til Randers og Aarhus for at handle i stedet, selvom vi helst bare ville handle i lokalområdet,” siger Sofie.

Hvem bærer ansvaret?

Knud Ole Thykær er formand for Handicaprådet i Favrskov kommune, og han erklærer sig enig i, at der er en del problematikker indenfor handicapområdet heriblandt brugervenlige løsninger for folk i kørestol. Han siger følgende,

“Det er jo et krav, når man indretter veje, cykelstier og så videre, at det skal være handicapvenligt, men om du vil indrette din egen butik eller frisør, så det er brugervenligt for folk i kørestol, det tror jeg ikke, at der er specifik lovgivning om. Generelt skal man bare sikre, at folk kan komme ud og ind ad butikker, men det er en udfordring mange steder med kørestolsbrugere.”

Butikken BEL-FAM i Hovedgaden i Hammel har ramper og godt med plads inde i butikken, men udenfor butikken halter det. Trappeindgangen er et problem, som er svært for butiksejer Pia Them at finde en løsning på (Video: Anne Frøkjær Dreier)

Lettere adgang vil være alfa omega

Konsekvenserne af de begrænsninger, der er for de gangbesværede i kørestol, er, ifølge Sofie, at det påvirker hendes kærestes evne til at være selvhjulpen. Hun forklarer, at han kan være tvunget til blive udenfor butikken, imens hun enten tager et billede af en trøje eller får tilladelse til at gå hen til vinduet og vise trøjen til ham.

“Det ville gøre hele hans liv lettere, at han selv kunne gøre ting, tage initiativ og ikke altid skulle bede om hjælp. Hans selvværd og selvtillid ville stige. Det ville give ham en sejrsfølelse. Det ville simpelthen være alfa omega for ham i hans dagligdag,” siger Sofie.

Følelsen af at være unormal

Sofie mener dog, at fremvisning af tøjet udenfor butikken kan medføre, at kørestolsbrugere hurtigt kan komme til at føle sig til besvær og anderledes. Samme følelse kan opstå, hvis de skal smugles ind ad en bagindgang hos en frisør, hvilket Sofies kæreste ligeledes har prøvet et utal af gange. Hun tilføjer,

“Når man sidder i kørestol, så vil man gerne være så normal som overhovedet muligt, og man bliver jo ikke normal ved at blive smuglet ind ad en bagindgang.”

Sofie forklarer, at det ville gavne alle, hvis flere butikker havde ramper tilgængelige og eventuelt en klokke, man kan ringe på, hvis man gerne vil ind.

Sofie og hendes kæreste ønsker at være anonyme og er derfor ikke nævnt med fulde navne.

Hvordan omdanner man fraflyttere til tilflyttere?

Færre vælger Favrskov som deres nye kommune, når de flytter fra større byer, på trods af gode billigere huse, grønne områder og gode transportmuligheder til jobs i storbyen.

Af Rebecca Plaetner og Rikke Kjær Poulsen 

Havde Favrskov Kommune en profil på en dating-app som Tinder, viser en række analyser af tal fra blandt andet Danmarks Statistik, at de fleste mulige nye tilflyttere swiper til venstre. Det har ingen interesse. 

Hvad skal der til for at opnå det famøse højre-swipe, og dermed en ny tilflytter til en af de mange byer, landsbyer eller landområder i Favrskov Kommune? Det kommer vi til. Men først, hvad er problemet egentlig?  

I dokumentet Tal og Tendenser, der er en samling af det data, som Favrskov Kommune har brugt til at understøtte den plan og bæredygtighedsstrategi, der kaldes Vækst i Favrskov, indleder man med to tendenser.  

Den første tendens, der beskrives, er at danskerne enten flytter mod de større byer eller fra landet til den nærmeste større by. Når unge, der netop er rejst mod de større byer, er færdige med deres uddannelser og begynder at stifte familie, tegner der sig en anden tendens af, at man rykker mod nabokommunerne for at få råd til flere og billigere kvadratmeter at boltre sig på. 

Med Favrskov Kommunes hovedby Hinnerup beliggende kun 15 minutter med tog fra Aarhus Hovedbanegård, og en kvadratmeterpris, der ifølge Boliga er 2,5 gange billigere i Favrskov end i Aarhus, kan det derfor undre nogen, at følgende er gældende:  

Favrskov er dén nabokommune til Aarhus med færrest tilflyttere, og næstflest fraflyttere.  

Forskellige tilgange 

I Middelfart Kommune er sagen dog en anden. De oplever en stor interesse og masser af nye tilflyttere hver måned. Derfor har vi undersøgt, hvad man gør anderledes her. Ved at sammenligne Middelfart med Favrskov, kan vi se at den gennemsnitlige kvadratmeterpris kun er 400 kr. dyrere end i Favrskov, og man kan komme til større byer som Odense og Kolding på en god halv time i bil.  

Allerede ved første glimt på henholdsvis Middelfart og Favrskovs hjemmesider for potentielle nye tilflyttere, får vi øje på den første forskel. Fra Middelfarts side flyttilmiddelfart.dk har man valgt at lægge nye byggegrunde, beliggenhed, børnepasning og jobmuligheder som de første informationer du får. De samme informationer kan man tilgå på flyttilfavrskov.dk, men det kræver at borgeren scroller rundt på siden. Først allernederst kan man komme i kontakt med dem, der er ansvarlige for salg af grunde.  

Vi har spurgt, hvad borgere i Favrskov Kommune ville sige, hvis de måtte komme med konstruktiv kritik eller input til kommunens arbejde med at tiltrække nye tilflyttere, der swiper til højre i stedet for til venstre.  

Den lækre placering, de fine huse til prisen, naturen og det fine foreningsliv får roser med på vejen, men stod det til dem, der besvarede vores spørgsmål, skal man fokusere på at skabe nye grunde og skabe flere daginstitutionspladser til børn. En borger ønsker desuden at fritidstilbud til børn bliver opdelt efter alder, så man hurtigtog nemmere kan se, hvilke muligheder der er.  

I det offentliggjorte budget for Favrskov Kommune for 2020-2023, står der, at man ønsker at prioritere en gennemgang af hjemmesidens brugervenlighed og oprettelse af en portal henvendt til senior-borgere på 60+ år. I samme omgang kunne man med fordel arbejde med prioriteringen af informationer og deres synlighed på flyttilfavrskov.dk. Hjemmesiden blev lanceret i januar 2020. 

Et anderledes tiltag 

I Middelfart har man i stedet for at forsøge sig med kampagner for at tiltrække børnefamilier, valgt at lave en såkaldt tilflytterservice.  Her står bosætningskonsulenten, Anne Marie Klausen klar til at hjælpe eventuelle og nye tilflyttere.  

”Vi har valgt at sige, at vi har en dedikeret person – det er så mig – som står til rådighed. Også uden for almindelig arbejdstid. Så når folk har spørgsmål, er der en indgang til kommunen, hvor man hurtigt kan få svar eller blive guidet derhen, hvor man selv kan finde dem,” forklarer Anne Marie Klausen. 

Hun oplever generelt at rigtig mange gør brug af tilbuddet, både til de korte, praktiske og til de længerevarende spørgsmål, der kan opstå, når man skal flytte. Det vigtigste er at servicen afhænger af efterspørgslen, uanset om det er lejeboliger eller lokale netværk, man har behov for. 

Vi har forsøgt at komme i kontakt med en kommunikationsansvarlig fra Favrskov Kommune, der arbejder med til- og fraflytning, for at fremlægge ideen om at etablere en tilflytterservice, som man kan se Middelfart og blandt andet Bornholm, Sønderborg og Esbjerg har. Det er indtil videre ikke lykkedes, men artiklen vil blive opdateret med nye oplysninger, når det sker.